Glashud

Under overfladen i Camilla Deleurans debutdigte ligger der fra begyndelse til slutning 'nogel levende vibrerende der vil op, ud/ En uro der vil tegnes beskrives fotograferes', som det lidtprogrammatisk hedder i samlingens indledende tekst. Titlens dobbelthed af hårdt og blødt går igen i digtenes sproglige udtryk, der i det ene øjeblik er afventende og sart, i det næste voldsomt ogekspressivt. Tematisk handler digtene om at finde ind til kroppens og bevidsthedens bløde steder, at bevare sine drømme og længsler intakte, før man bliver fanget ind af (voksen)livets konformitetog omgivelsernes kvælende forventninger. Samtidig er dette også stedet, hvor jeget er mest udsat og sårbart, ofte på grænsen til galskaben / selvdestruktiviteten, og med den bitre konstatering atvalget 'har det med at føre samme sted hen.' Man mærker lidenskaben og temperamentet i disse digtes spændingsfyldte univers, men de savner ofte en tilsvarerde sproglig og rytmisk spændstighed, somville få indhold ogform til at gå op i en højere enhed. Det er velgørende med en debutant som har noget på sinde, og hvor digtene ikke ender i den rene metapoesi, men kunstnerisk er der et stykkevej at tilbagelægge og erobre endnu.

Læs hele vurderingen