Glasplaneten er en blanding af en science fiction roman og en personlig udviklingshistorie. Den er smal i sin målgruppe, men vil egne sig til lånere, der gerne vil have en roman, der fokuserer på det okkulte og på eksistentielle overvejelser. Da det er en debut, vil den kræve megen formidling for at nå sin målgruppe.
Historien er kompliceret og tager udgangspunkt i en likvideringsagent, der lever et usselt liv, indtil hans liv tager en drejning, da han bliver udset til at dræbe en terrorist, der myrder børn. Det hele kulminerer i et opgør mellem hovedpersonerne på en fremmed planet, hvor det også viser sig, at agenten ikke er det menneske, han udgiver sig for at være. Hovedfokus i romanen er ikke så meget den ydre handling, som ellers er drabelig nok, men overvejelser om livet, menneskets eksistens, selvrefleksion og erkendelse. Det giver den et personligt præg. Sproget er blomstrende med mange adjektiver, beskrivelser og sansninger. Personerne taler indimellem mere internt reflekterende end direkte dialogpræget. Forsidens billede af en alien og serietitlen Virkeligheden bag virkeligheden samt bagsideteksten formidler tydeligt, hvilken type roman, der her er tale om.
Glasplaneten er sci fi og minder mest om nogle af de danske udgivelser i Science Fiction Cirklens udgivelsesrække.
En smal sci fi-roman om eksistens og spiritualitet. Det blomstrende og ind imellem lidt vel ordrige sprog kræver læsere, der interesserer sig for genre og emne.