Glemslens forår

En midaldrende, lidt overspændt kvinde flagrer gennem foråret med en følelse af at miste betydning. »Hvor jeg dog hader de lyse nætter, skabt for elskov, studenter og fugle«, tænker hun, og såtager titelnovellens handling, beskrivelsen af kvindens forvandling, ellers fart. Og der er otte andre stykker i samlingen, bl.a. to med Camilla og Antoinette, herlige enker opbyggendesøstersolidaritet på deres egen umoderne facon. Mord og selvmord ligger mellem linjerne, der er fornemmelser af sexuel utilstrækkelighed, mange drømmeagtige sekvenser, beskrivelser afkraftes-løshed og længsler efter sanseligt fællesskab midt i isnende sf-scenerier. Ind imellem glemmer DW, at der skal mere end et minimum af handling til for at skabe vedkommende novellekunst. Mensom altid er det en stor nydelse at følge hendes sproglige udfoldelser. Så sprødt og glasklart, så sart og nuanceret, sanset og tæt på sindets spændinger. For læsere der ikke viger uden om detejendommelige, det egenartede.

Læs hele vurderingen