Et usædvanlig intenst og velspillet amerikansk drama om et hektisk døgn i et ejendomsmæglerfirma. Filmen er fra 1992, men stadig højaktuel - ikke mindst i disse finanskrisetider. En rigtig kvalitetsfilm.
Der er tale om en filmatisering af et prisbelønnet skuespil af David Mamet, og som i andre filmatiseringer af skuespil, oplever man også her en tæt nærmest kammerspilagtige stil, hvor de rent filmiske og visuelle ambitioner måske nok er blevet lidt nedtonet i forhold til mere klassisk teatermæssige. Ikke desto mindre får man altså her et meget velfungerende, intenst og fængende filmdrama. Filmen udspiller sig på et større ejendomsmæglerkontor, hvor sælgerne trues med fyring, hvis de ikke inden for ganske kort tid får indgået bindende salgsaftaler med de potentielle kunder. Profit og kynisme er nøgleord, og for sælgerne gælder alle kneb - også bondefangeri. Resultatet er en række menneskeskæbner. Både sælgere og ikke mindst deres kunder har noget i klemme såvel økonomisk som menneskeligt.
Den mest berømte beskrivelse af en sælger finder man i Arthur Millers teaterstykke Death of a salesman, der er blevet filmatiseret flere gange.
Glengarry Glen Ross byder på pragtpræstationer af nogle af moderne amerikansk films største mandlige skuespillere. Dialogen er tæt og elegant, og det er en fornøjelse at se Al Pacino, Jack Lemmon, Kevin Spacey, Ed Harris, Jonathan Price m.fl. udfolde sig i dette stærke og tankevækkende drama.