I en ikke så fjern fremtid oplever to halvstore børn, at staten erklærer deres familie uønsket, og at deres hjem bliver jævnet med jorden. Hvordan skal de kunne klare sig selv et fjendtligt og totalitært overvågningssamfund? Mesterlig dystopi for tænksomme læsere.
Ali Smith (f. 1962) er en prisbelønnet skotsk forfatter og især kendt for sin årstidskvartet, som begynder med Efterår Her er det en fremtidsroman, som godt kunne foregå i England. Et søskendepar på 13 og 8 år bliver overladt til sig selv og skæbnen, eftersom de er blevet erklæret uverificerbare samfundsfjender. De må sno sig og sætte både liv og førlighed på spil for at undgå forfølgere og genopdragelsesforanstaltninger. Hesten Glif bliver deres redning for en stund, men hvor længe kan børn holde stand mod stærke og mørke kræfter?.
Emnet er skræmmende, men den velskrevne og velkomponerede roman insisterer på håb i håbløsheden samt kulturen som fundament for et menneskeligt samfund i en sådan grad, at man som læser alligevel øjner en fremtidstro. Ali Smith er en skarp stilist med noget på hjerte, og selvom skrivestilen er fragmenteret og springende i tid og sted, er romanen forholdsvis let at læse. Det er en vild, poetisk, eventyrlig, rædselsfuld og mirakuløs roman, og lykkeligvis er der bebudet en opfølger.
Læs også Margaret Atwood, Franz Kafka, Aldous Huxley og George Orwells klassiske romaner om fremtidig, meningsløs totalitarisme.