Cd-rom. Tv favoritter er ofte populære, og dette spil er bestemt ingen undtagelse. I den magiske underverden bor de 4 gnotter Kajsa, Tander, Stella, og Sampler. De er 4 plysdyr, som lever i hver deres grottehul, men mødes i hulen, hvor de leger, hører historier og spiller musik. Gnotterne elsker gnottegodter, som du skal fodre dem med. Ingredienserne til godtemaskinen ligger gemt i 6 små spil, som fx leg med figurer, spejlinger, musik og badminton. Lege som kræver hurtighed og snilde med musen. Der er ikke valgfrie niveauer, men jo flere point, man scorer, jo sværere bliver opgaverne. Pointene bliver da også omsat til både magiske sten og krystaller, som giver nye oplevelser i hulen og flere farver til gnottegodterne.De 4 plysdyr skal passes og plejes, så man skal hele tiden være meget opmærksom på deres velbefindende. De skal sove, have mad, og kæles med, ellers bliver de sure og trælse. Men for at komme højt op i omdrejninger igen, skal de have lov til at sove og have den rigtige mad, og det kan kun ske i deres eget lille grottehul. Og så længe de er der, kan der fx ikke læses historie i den store hule. Har du brug for hjælp, er den lille gule uldtot Wow altid klar med en forklaring. Den nye tv-serie med Gnotterne skal nok vække begejstring i computerspilsverdenen. Det er et spil, der appellerer til de omsorgsfulde pigerne, men som også kan give drengene udfordringer til de hurtige fingre. Enkelte dele kan spilles fra 3 år, men flere af historierne og spillene kræver større tålmodighed.