Spil / computerspil

God of war III


Beskrivelse


Actionspil. I rollen som den tidligere spartanske kriger, Kratos, skal du med hjælp fra titanerne kæmpe dig op ad Olympen for at udslette de guder, der har forrådt dig. Igennem en lang række baner skal du besejre fjenderne med dine magiske våben og nedkæmpe de fantasifulde og stærke bosser. Med animationer og videoklip.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. mar. 2010

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 18. mar. 2010

Playstation 3. Actionspil. God of war III er et både avanceret, flot og temmelig brutalt hack'n' slash spil, som henvender sig unge fra ca. 16 år. PEGI-rating på 18 og fair ikon for vold. Spillet er på engelsk med dansk manual.

I spillet tager man rollen som krigeren Kratos, som på skulderen af titanen Gaia begiver sig mod Olympen for at hævne sig på Zeus og de øvrige olympiske guder i et orgie af fantasifuld lemlæstelse. En kort intro gør det let at få greb om historien og komme i gang med spillet. Gameplay er forbilledligt let at sætte sig ind i, og spillet rummer en perlerække af fantastiske, magiske våben, hvis nytteværdi vokser efterhånden som man lærer at udnytte dem fuldt ud. På skærmen er det let at holde øje med den aktuelle spilstatus, blandt andet i form af forskellige målere som viser energi, magi og våbentilstand. Spillet rummer 4 sværhedsgrader, som skulle kunne tilfredsstille de fleste gamere. Spillet rummer en fantastisk 3D grafik, som er tæt på at være det flotteste jeg endnu har set på konsollen.

Spillet bygger som titlen antyder på to forgængere i serien, som begge har været tilbudt bibliotekerne til PS2-konsollen. Spillet ligger genremæssigt i nærheden af Bayonetta, som for nyligt er tilbudt bibliotekerne.

Spillet hører til i den absolutte top af actiongenren på denne konsol. Man bliver præsenteret for et overflødighedshorn af lækker grafik, fantastiske våben og adrenalinpumpende action, som gør det svært at lægge controlleren fra sig når først man kommer i gang. Spillet er et must buy for både små og store biblioteker.


Game reactor

Nr. 106 (2010)

af

af

Rasmus Lund-Hansen

Nr. 106 (2010)