Bøger / skønlitteratur til børn

Goddag Julle Julemand


Beskrivelse


Tegneserie uden tekst. Julle Julemand vågner til juleforberedelserne. Inden han og hans hjælpere kan gå til ro, sker der mange sjove og skøre ting. Julemanden møder også den meget lidt afskyelige snemand som hjælper med julegaverne og den måske ret farlige sneslange.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2009

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 12. nov. 2009

Ordløs tegneserie til billedlæsning er underholdning for børn i alderen 4-8 år.

Det er en dynamisk og intens tegneserie uden ord i en række mindre billeder fra 1 til 16 pr. side i vekslende størrelser og ligefrem beskæringer. Figurerne er karikaturagtige, julemanden ligner Miks Ferd'nand blot her med skæg og julemandshue. Billedfortællingen er detaljeret, dramatisk og humoristisk, men den overordnede historie er ligefrem. Julemanden vågner og skal uddele sine julegaver, og tegneserien beskriver forberedelserne og forhindringer i uddelingen til han går i seng igen efter jul. Det overraskende ligger i detaljerne og sidehistorierne fra den hjemløse til den grædende pige julenat, men også en række djævle, snemænd og sneslangen bidrager til underholdningen. Det er ikke nogen dybsindig historie, men effektiv action underholdning med slapstick elementer. Forside rammer indholdet fint, det samme gælder bagsidens illustrationer.

Både forfatter og illustrator har fået udgivet flere fransksprogede tegneserier, Thierry Robin har på dansk fået udgivet serien Koblenz. Tegnestilen i de enkelte billeder og historien kunne idemæssigt set ligeså godt være en billedbog, og den egner sig til ældste billedbogsbørn, men den bruger tegneseriens fortælleform og fortælleæstetik virtuost med de ordløse billeder der især benytter humoristiske elementer.

Det er en underholdende og dynamisk juletegneserie, der fabulerer over julemandens arbejde, og digter dramatiske og humoristiske sidehistorier om hans og hans hjælperes arbejde.