P.g.a. teksternes eksperimenterende karakter vil bogen mest blive brugt af læsere, der i forvejen har interesse for Stig Larssons værker.
Den svenske forfatter S.L. (ikke krimiforfatteren) kendes i Danmark mest som forfatter af postmoderne romaner. Her præsenteres han med 39 korte tekster. Nogle af dem har næsten karakter af at være lyrik, skønt S.L. påstår, at han er ophørt med at skrive digte. Andre kan karakteriseres som kortprosa. Alle teksterne er blevet til inden for ét år i 1996-1997. I teksterne går S.L. på opdagelse i sproget. Flere steder efterprøver han sproget og ser, hvor vidt det strækker til at beskrive virkeligheden. Det er herved, den eksperimenterende karakter opstår. Et eksempel fra "Frivillig forhindring", som starter sådan: "Minimalt antal konsonanter i udtrykket "jeg står": to styk." Andre tekster river en med sig ved den virkelighed, der beskrives deri. Et eksempel er "Klik-klik fra dørklokken", hvori der fortælles om et venskab med en kriminel ungdomsven med psykopatiske træk. Teksten har novellekarakter, mens andre kan minde om avisklummer som fx "Nyfalden sne lægger sig over gaderne" om erindringen om et besøg på Island under vulkanudbruddet ved Surtsey i 1980'erne. Fin oversættelse. Bogen er støttet af Statens Kulturråd (Sverige).
På dansk findes romanerne Introduktion, 1987, og Komedien I, 1991. Med sin sproglige eksperimenteren kan han minde om Per Højholt, dog uden sammes humor.
Et spændende bekendtskab, der pirrer nysgerrigheden.