Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

Godnathistorier fra Peter Plys


Beskrivelse


Billedbog. Fire fortællinger, der er hentet fra A.A. Milnes Peter Plys. Som altid er venskab, sammenhold og hjælpsomhed i centrum i Plys univers.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 27. okt. 2011

af

af

Ulla Møller

d. 27. okt. 2011

For børn i 4-8-årsalderen, hvor bogen kan bruges som en introduktion til eller et dejligt gensyn med det oprindelige Peter Plys univers, som A. A. Milne skabte i midten af 1920'erne.

Fire kapitler fra Peter Plys. Bogen er rigt illustreret af Andrew Grey, der har illustreret flere historier om Peter Plys i en tegnestil, der er besnærende tæt på den oprindelige med en dæmpet farveholdning, der giver bogen et nostalgisk og ægte udtryk. Teksten er sat med en håndskriftlignende sats, der er med til at understrege den gammeldags stemning. Greys tegninger er kendt fra andre danske udgivelser om Peter Plys og hans venner, senest Peter Plys i sneen, 2011. Som altid er venskab, sammenhold og hjælpsomhed i centrum i Plys' univers.

Bogen indeholder fire kapitler fra Peter Plys, som den udkom første gang på dansk i 1930 i Else Heises oversættelse og med Tom Kristensens gendigtning af versene. Tre af bogens fortællinger udkom som billedbøger med Shephards oprindelige illustrationer i 1992 med serietitlen En Peter Plys-historie.

Disneykoncernen ejer rettighederne til Peter Plys. Mange børn kender udelukkende Peter Plys fra de mere "disneyficerede" udgaver, så det er positivt med en udgave, der på en gang virker frisk og nutidig i sit layout og som samtidig både i tekst og illustrationer er tro mod den klassiske børnebog. En udgivelse, der må give lyst til et yderligere bekendtskab med de oprindelige historier om Peter Plys.