Godt dansk handler om sprogligt uvæsen og er en bog for sprogligt interesserede, for sprogrevsere og alle, der har en holdning til det danske sprog. Skyum-Nielsen langer ud efter den manglende interesse for sproget og den generelle accept af sjusket dansk og floskelvælde.
Skyum-Nielsen er professor ved Syddansk Universitet og en kapacitet inden for området med bl.a. en ph.d. i sprogoptimereing. Bogen er skrevet i samarbejde med DR's interne sprogkonsulent, Radioavisens Ole Meisner og lektor i dansk mediesprog ved Syddansk Universitet, Ebbe Grundwald. Sproget er både er informativt og let uden at være letbenet. Bogen gennemgår bl.a. ordvalg, metaforer, forfatternes hade-ord, talesprog, retorik og kropssprog. Bogen har lange kapitler, opgaver og spørgsmål til eftertanke. Gult omslag med en hvid stregtegning på forsiden og minimal bagsidetekst.
Dette indlæg i sprogdebatten suppleres af fx Jørn Lunds Og så tager vi den derfra, 2007, der er mindre men også fokuserer på dansk sprog og sprogbrug og Nysprog nu, 2006 (Modersmål-Selskabets årbog), med samme fokus.
Omfattende og tankevækkende bog om det danske sprogs forfald og manglende sammenhæng mellem tale- og skriftsprog af sprogprofessor Peder Skyum-Nielsen m.fl. Anvendelig for alle, der arbejder med eller interesserer sig for sprogbrugen i Danmark. Akademisk uden at være tør. Oplagt titel for store og mellemstore biblioteker.