Indbydende gør-det-selv guide om at bevare og restaurere gamle huse. Bogen indgår i forlagets serie sikkert målrettet til de stadige flere som har mod på at være handy. I samme serie findes fx Politikens gør det selv badeværelset også fra 2006. Om bogens formål lyder det bl.a. i forordet: "Denne bogs formål er at skabe overblik over disse teknikker og metoder, så ejerne af disse smukke gamle huse fortsat kan vedligeholde og restaurere dem på en måde, der respekterer de gamle traditioner." "De gamle traditioner", der hentydes til er den akkumulerede knowhow hos fx tømrere, murere og snedkere, men også hos tagdækkere og gørtlere. Og så måtte jeg lige slå op, hvad det nu er en gørtler gør godt. I forbindelse med gamle huse laver en gørtler fx messinghåndtag og dørgreb. Bogen fortæller om traditionelle byggematerialer. Der er gode råde og tips om rigtig vedligeholdelse af gamle huse, om murværk og træværk, skorstene og tagkonstruktioner. Fra sokkel til tagkvist formidler bogen, der er rigt illustreret med fotos af flotte gamle huse, en rigdom af nyttig viden. Og da jeg selv har et hus fra 1777 slår jeg straks op under kalkning og kan nemt følge de relativt lettilgængelige råd. Man kan naturligvis finde råd om hus-reparationer fx i Bogen om huset, nyeste udgave 2005, men denne bog er eneste danske, jeg kender, som tager udgangspunkt i det særlige ved gamle huse.