Bøger / skønlitteratur til børn

Gokke finder sin egen lyd


Beskrivelse


Billedbog. Papegøjen Gokke kan gentage alle de lyde, der er i dens lejlighed. En dag flyver den ud i byen og opdager nye, spændende lyde og sin helt egen stemme, som han har savnet.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. apr. 2013

af

af

Marianne Agger

d. 16. apr. 2013

En underholdende billedbog til børn fra 3-6 år om den kære papegøje, Gokke, der vækker opmærksomhed på bogens forside med sine flotte farver og venlige udtryk. Bogen vil sprede smil i institutioner og i hjemmet med den søde historie, der tilmed har et fint budskab.

Dette er den engelske illustrator Courney Dicmas' debut som forfatter. Papegøjen, Gokke, er fantastisk til at gengive de lyde, der er i lejligheden i Paris, hvor han bor. Han kan lyde fuldstændig som vækkeuret, støvsugeren og vaskemaskinen. Gokke synes dog efterhånden, at han er træt af at gentage de samme lyde. Han mangler udfordringer. En dag tager han springet og flyver ud i byen, hvor han nyder de forskellige, smukke lyde fra bylivet. Han hører glade, sørgmodige, store og små lyde. Men Gokke savner sin egen stemme. Hvordan mon den lyder? Han finder sin stemme og tiltrækker straks nye papegøjevenner. Sød og lettilgængelig historie om at finde sin identitet. Undervejs i den dannelsesproces kan man endda finde nye, ligesindede venner. Teksten er rigtig god at læse op, og der er rig mulighed for at give den gas med alle de sjove lyde, som Gokke siger. Stregtegningerne er malet med varme, glade farver og fungerer perfekt med teksten. Tegningerne er levende og iderige med finurlige detaljer.

Andre bøger for samme målgruppe om at finde sin identitet er fx Mittons Hvadforénsaurussen og Phinns Hvem er jeg?.

En hyggelig og skæg billedbog, der kaster grin af sig - især hvis man folder sig ud som oplæser.



Informationer og udgaver