Musik / rock

Goliath


Anmeldelser (5)


Devilution

d. 27. jan. 2017

af

af

Steffen Nørregaard Rasmussen

d. 27. jan. 2017

"'Goliath' er et rockalbum af katedralsk karakter, der både pumper melodisk sukker, veldoserede aggressioner og dyb eftertænksomhed rundt i årerne. Meget magisk skal ske på musikfronten, hvis ikke Kellermensch bliver et af de bands, som stadig skinner lige klart, når året er omme. De må gerne være de danske Tool, hvis bare de returnerer med samme overlegne elegance om otte år!".


Jyllands-posten

d. 22. jan. 2017

af

af

Peter Schollert

d. 22. jan. 2017

"Gruppens nye album (...) får flere steder færten af pop og store folkemængder, og der er ved hjælp af trommer, bas og orgel masser af muskler i numrene, uden at særpræget bliver suget ud af denne rockforestilling".


Politiken

d. 1. feb. 2017

af

af

Simon Lund

d. 1. feb. 2017

"Ti sange, der er lige så potente som massive livtag med 2017. Kellermensch er i dag lysere i tonen, melodierne står pænere mellem de regulært rockende sanges strygere og dybe guitarstød ... På 'Goliath' er det voldsomme udbrud fra metal gemt væk til de sidste sange, og man kommer undervejs oftere til at tænke på tungsindet hos The Cure end brølet fra et såret dyr. Til gengæld tager de jyske mørkemænd os tematisk med ned i de sammenstyrtede katakomber under et forladt menneske og måske hele menneskeheden i deres tekstunivers".


Berlingske tidende

d. 27. jan. 2017

af

af

Michael Charles Gaunt

d. 27. jan. 2017

"Otte år efter debutalbummet er det esbjergensiske band klar til at træde ud i lyset igen med album nummer to, »Goliath«. Eller lyset er måske så meget sagt. For der er stadig forbandet mørkt i Kellermensch-universet. Præcis som der skal være, når man har opkaldt sit band efter det navnløse kældermenneske fra Dostojevskijs roman af samme navn. Men tilbage er de i hvert fald, og for pokker, de gør det godt! ... Det føles (...) aldrig som ynk. Til dels på grund af Sebastian Wolffs stærke levering, der svinger mellem flosset desperation og en kraftfuld maskulin tyngde ikke helt ulig ikoniske stemmer som Bruce Springsteen og Win Butler fra Arcade Fire ... Kellermensch udvider (...) den klassiske rockband-opsætning med strøget kontrabas, trædeorgel, violin, klaver og growlede vokaler, som man normalt kun hører inden for den hårde metal. Og med disse overraskende virkemidler finder gruppen sit helt eget unikke ståsted mellem netop metallens low-end og aggression og denorkestraleindie-rock, som Arcade Fire især har dyrket".


Information

d. 27. jan. 2017

af

af

Emil Eggert Scherrebeck

d. 27. jan. 2017

"Hvis canadiske Arcade Fire var fra Esbjerg, ville de nok lyde nogenlunde som Kellermensch gør på Goliath. Kellermensch er hårdere, tungere (...) og jeg vil heller ikke sige, at Kellermensch er i samme liga som Arcade Fire, men esbjergenserne får skabt et udtryk, der er lige dele stort og inderligt. Og ligesom Arcade Fire formår de - ikke mindst på grund af forsanger Sebastian Wolff - at åbne op for en voldsom sjælelig rock-desperation (...) uden at det bliver for meget ... Kellermensch lykkes især med foretagendet, fordi de hele tiden holder et stramt greb i melodierne, og fordi de balancerer det hårde med det smukke".