Arthur Krasilnikoffs tætte og mættede prosa fortjener en årvågen læser, der sætter pris på et rigt sprog og en suveræn sprogbehandling.
Den nok fortsat ganske eksklusive forfatter Arthur Krasilnikoff runder de 70 i år, og i den anledning har Gyldendal udsendt denne bog med undertitlen "Udvalgte fortællinger". Og med den titel kan man typisk forvente noveller, som Krasilnikoff jo også har arbejdet med. De er skam også repræsenteret, men noget usædvanligt er der i bogen optrykt uddrag fra Krasilnikoffs tidligere udsendte romaner, fx gennembrudsromanerne Som landet ligger og Lindas tid. Det er uden tvivl Krasilnikoffs fabulerende og suggestive stil, der gør, at det fungerer så forbavsende godt at læse de forskellige uddrag af romanerne, og denne lektør har i hvert fald fået lyst til at læse andet og mere end den vidunderlige Alting flyder, som jeg kendte i forvejen. Bogen indledes af Søren Vinterbergs indsigtsfulde forord, der er en god præsentation af Krasilnikoffs forfatterskab.
Arthur Krasilnikoff debuterede i 1966. Hans nærmest etnografiske forfatterskab kan deles i dels Vestsjællandsbøgerne, der beskriver den moderne tids komme til Skælskør og omegn, og dels Afrikabøgerne, hvor menneskenes påvirkning af nye tider også er et vigtigt tema. Alle dele er repræsenterede i den nye bog.
Græssets tryghed præsenterer på en fin måde hele Arthur Krasilnikoffs mangesidige forfatterskab, der er gennemsyret af magisk fortælleglæde.