Med udgangspunkt i en fodboldsæson tegnes et billede af en mands liv igennem et enkelt år. En mand som taler til en gud, han ikke selv tror på. For læsere af poetiske romaner, og også for læsere, der holder af fodbold.
Gennem en række elektroniske postkort til en gud, som fortælleren ikke selv tror på, tages læseren med gennem en sæson i et menneskeliv, men også en sæson i en fodboldelskers liv. Kapitlerne er delt op efter årstiderne sommer, efterår, vinter og forår. Bogen indeholder fotografier af divisionsstadioner og amatørbaner i Københavnsområdet, som er taget af Anders Hviid. Jonas Willumsen har tidligere udgivet Bølge eller Otte noter fra tribunen.
Dette er noget så sjældent som en følsom og poetisk fodboldroman, hvor identitet, fællesskab og ensomhed udforskes gennem en fodboldsæson. Den unavngivne hovedperson fremstår både observerende, eftertænksom og underfundig, mens han reflekterer over emner som tribunefællesskabet og fodbolden som ritual, og samtidig får bevæget sig ind på emner som fx sin egen skilsmisse. De smukke fotos fra forskellige fodboldstadioner tilføjer bogen et ekstra visuelt lag, som fint understøtter fortællingens budskab om kontrasterne mellem ensomhed og fællesskab på stadion.
I romanen Helt ude i Hampen - fodbold og Old Boys er fodbolden også omdrejningspunktet.