Farvestrålende bladrebog om gravemaskiner, kraner, trucks og bulldozere med opgaver på byggepladser, i kobberminer, ved vejarbejder og flere andre steder. De fleste kæmpestore, men der bliver også plads til minigravere, rendegravere og gaffeltrucks. Bogen svarer i layout og opbygning til seriens tidligere bøger, Fly og Ildebrand, begge 2003/39. De fleste opslag består af et stort billede fra kant til kant med mindre billeder, der supplerer med detaljer eller andre maskiner. Den yderst sparsomme tekst er præget af mere eller mindre tilfældige oplysninger. Der er valgt en temmelig stor typografi til brødteksten og lidt mindre til supplerende tekst og billedtekster. Emnemæssigt henvender bogen sig til begynderlæsere, men teksten er svær og kræver formidling. Indbydende forside med en flot gravemaskine og en bagsidetekst, der lover mere end bogen kan holde. Et supplement til de øvrige bøger om emnet. Den har ingen undervisningsrelevans, men giver et par timers underholdning til børn fra 8 år.