En god bog i serien Første fakta. Denne gang er det emnet grise, der fortælles om. På 7 opslag fortælles kort om grisens liv. Højresiden viser et godt, skarpt og fortællende farvefoto, og venstresiden fortæller en tekst, der passer til fotoet. Selvom bogen er på få sider og tekstmængden yderst begrænset, når den alligevel både at fortælle om grisens historie og forskellige navne, griseliv i stald og på friland, om mudderbad og hygiejne, samt formering. Sidste side fortæller om slagtegrise. Måske kunne man savne en mere detaljeret beskrivelse af, hvad en gris spiser. Teksten er, ligesom i de øvrige bøger i serien, læsepædagogisk tilrettelagt. Flerstavelsesord er delt med tynde, lodrette streger, og sat med store typer. Bogen kan bruges til begynderlæsere i indskolingen og kan indgå i emneforløb om emnet, dog kun for de mindste elever. Vi har andre bøger om grise, men ingen beregnet til den allerførste læsning, som denne.