Bøger / skønlitteratur til børn

Grøflen


Beskrivelse


Billedbog. For ikke at blive spist bilder musen dyrene ind, at han skal møde den farlige grøffel. Den har skarpe kløer, orange øjne, lilla pigge og en giftig vorte. Men pludselig står uhyret foran ham. Hvad nu?

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. okt. 1998

af

af

Bodil Pedersen (skole)

d. 26. okt. 1998

En ganske underholdende billedbog for de yngste formet som et eventyr, hvor sympatien som så ofte før er hos den svage part i historien. Eventyret foregår udelukkende i skoven i dyreverdenen. Hovedpersonen, en lille, klog mus formår at redde sit eget liv ved først at narre sine meget større fjender samt bagefter et mærkeligt fantasidyr. Det er grøflen, der har knudrede knæ, udadvendte tæer, orange øjne og lilla pigge på ryggen for blot at nævne nogle af dens karakteristika. Selve historien er enkel i sin opbygning. Den bygger hovedsagelig på modsætningen, gentagelsen og forudsigeligheden, elementer der uden tvivl vil tiltrække små tilhørere i 3-6 års alderen. Illustrationerne er udført i farverig og let naivistisk stil. Evt. selvlæsning fra midten af 2. klasse. I 1993 udkom billedbogen For trangt og for småt af samme forfatter/illustrator.


Bibliotekernes vurdering

d. 26. okt. 1998

af

af

Else Lerche

d. 26. okt. 1998

Julia Donaldson og Axel Scheffler har i 1993 lavet For trangt og for småt. Illustrator kendes også fra fx Rita sår radiser 1997. Billedbogen rummer en enkel, overskuelig historie. Gentagelser, indbyggede små gys og letaflæselige illustrationer vil fascinere børn fra 3 år. Teksten er sat med skiftende sats. Det er med til at give opslaget et harmonisk layout. Teksten er skrevet i et ligefremt og enkelt sprog med en del direkte tale. Illustrationerne varierer i størrelse fra et helt opslag til kun at vise en detalje. De udstråler varme og charme. De klare og stærke farver er med til at skabe atmosfære. Billederne føjer ikke meget til teksten og historien kan billedlæses efter få oplæsninger. Det vil den blive, for den snu mus og uhyret grøflen vil fascinere. For ikke at blive spist af ræven, uglen og slangen bilder musen dem ind, at han skal møde en grøffel. Det lille gys ligger bl.a. i billederne. For musen beskriver detaljer af uhyret og disse er afbilledet. Men så møder han det uhyre, han troede kun eksisterede i hans egen fantasi. Han redder sig ved at kalde sig skovens mest frygtindgydende dyr. Uhyret får syn for sagen. Nu tages turen nemlig baglæns og dyrene flygter for musen - eller er det for uhyret.