Bogen er en temabog i serien GO-Mosaik. Det erklærede mål er "at vise og forklare danske unge om grønlændernes land". Og det er lykkedes i fuldt mål. Bogen kommer hele vejen rundt om Grønland i dag med nogle nødvendige historiske tilbageblik. Layouten er flot, spændende og inspirerende med mange informative, klare farvefotos, kort og grafer. Teksten er velskrevet, engageret med en stor informationsmængde og alligevel let læselig. Særdeles anvendelig i geografi, samfundsfag og projektarbejder i 7.-10. klasse. Hver enkelt af Grønlands 18 kommuner og Den nordøstgrønlandske Nationalpark gennemgås med deres individuelle særpræg, og hvor det passer bedst behandles fælles grønlandske forhold som fx geologi, vejr og klima, vand- og elforsyning, fangst, fiskeri, infrastruktur, turisme, hjemmestyre, uddannelse, erhverv, boliger m.m. Indimellem er der personlige beretninger, som afspejler unge grønlænderes kærlighed til deres land. Indersiderne af omslaget viser tilsammen et stort og detaljeret kort over Grønland. Bagest findes ordforklaring, emneregister, medieliste, nyttige adresser og fakta om Grønland. Et af de bedste bud på en skole- og -biblioteksbog om det moderne Grønland jeg har set længe. Flot appellerende omslag med hvilende slædehunde.