Grønne horisonter

Vi er i det herrens år 1896 og fortælleren er en 18-årig skøn-jomfru, der går til Høffdings og Brandes' forelæsninger. Det hører vi - jeg havde nær sagt heldigvis - ikke ret meget om, men om den unge dames betragtninger over livet i alm. og familielivet i særdeleshed. Hun bor med sin enkemand-fader i et stort hus i Studiestræde, hvor mormor er det dominerende midtpunkt (med hendes »grønne horisonter« - hvad det så er for noget). Mostrene er unægtelig faldet lidt forskelligt ud: den ene er kgl. karetmagerfrue med tilhørende borgerlighed og velnærethed, den anden har til familiens forargelse (÷ mormors) valgt at leve som tiggerske/ den tredie går gladeligt i seng med skøn-jomfruens første kærlighed, en særdeles helbefaren, norsk fætter. Heldigvis har hun også lidt til overs for en jævnaldrende ung mand, som ganske vist ikke er så spændende. Helt slippe for den velkendte oh!-stil gør vi ikke, men ellers er det såmænd en meget net lille skildring, der dog nok vil skuffe K.Å.slæsere; det plejer jo at gå noget »vildere« til.

Læs hele vurderingen