Det er selvfølgelig en nærmest umulig opgave at lave en Grønspættebog, der lever op til de forventninger, man har fra læsning af Anders And, hvor den jo er opslagsbogen i lommeformat, der kan give svar på alt. Det er disse 3 små bind da også langtfra. Det er bøger med små praktiske tips og oplysninger indenfor de områder, bindenes titler angiver: Ud i naturen, For kvikke piger og drenge og Ud i den vilde natur. Det er totalt spredt fægtning som fx bur til en kæle-edderkop, sortering og genbrug af affald og Bedstemor Ands hemmelige opskrifter i samme afsnit. Ydermere er der intet register, men dog en indgående, illustreret indholdsfortegnelse bag i hvert bind. Bøgerne her udkom første gang på dansk i 1970'erne, og det bærer både tegninger, emner og hjælpemidler præg af, og senere er de indgået som årgange i årbogsudgivelsen 1995-2001, men der er da stadigvæk ting, der kan bruges af de ca. 8-11-årige børn, der mangler ideer til "sunde" gøremål eller holder af at bladre i idebøger.