En fremragende billedbog skrevet af fortæller og folklorist Eske K. Mathiesen. Glæden ved den mundtlige fortællestil gennemsyrer teksten, som i al sin sanselighed appellerer til fortælling. Hovedpersonen er grovæderen, som levede for så længe siden, at det lige så godt kunne være løgn. Han sætter enorme mængder mad til livs: 12 retter brunkål, en hel tønde smør, en ko, samt en hel vognfuld kirsebær, sidstnævnte dog til kirsebærkonens store fortrydelse, da hun må se sin drøm om en ny gruekedel forsvinde ned i grovæderens mavesæk. Sammen går de til kobbersmeden og slår en handel af. Hvis grovæderen kan skide smedens største gruekedel fuld, må de beholde den. Gruekedelen fyldes, endda med top, og da kirsebærrene endnu er hele og pæne, vaskes de og sælges igen. For hvad folk ikke ved, har de ikke ondt af. Kirsebærkonen får sin gruekedel, og alt ender i fryd og gammen. En grovkornet, sanselig og komisk historie om en tynd mands voldsomme appetit og alt hvad dermed følger af overdrevne bøvse og pruttelyde. Illustrationerne er resultatet af en designopgave i Kolding. Tegningerne er herligt groteske og fandenivoldske og følger dermed grådigheden og komikken fornemt til dørs. Bogen vil more børn og voksne fra 5 år og er en oplagt højtlæsningsbog.