Hudløs ærlig biografi om livet som pårørende til en døende søn og livet efterfølgende. Bogen henvender sig til læsere, der ønsker litteratur om sorg, håb og kriser.
Præst og forfatter Jakob Søe Esmarch skriver om livet, hvor sorgen er blevet en fast følgesvend. Under ophold i sommerhus i 2013 bliver den 9-årige søn Simon dårlig, får hovedpine og kaster op. Familien henvender sig til sygehuset og herfra starter en smertefuld proces for familien og især Simon. Simon har en stor tumor på hjernestammen, og lægen melder ud, at en operation ikke er mulig, men at behandlingen vil bestå af stråleterapi og kemoterapi. Med overskrifter som "I sygdommens landskab", "Må jeg bede om et mirakel?", "Evighedshåbet", "Sorgen og dens mange udtryk", "Tab og genopbygning", "Himmelsten - om livet efter døden" m.v. skriver Esmarch om magtesløsheden, smerten og om hvordan tilliden til Gud krakelerer undervejs. Forfatteren skriver "Tvivlen arbejder i mig: "Når Gud ikke har gjort Simon rask, er det så, fordi Gud slet ikke findes?" Sidst i bogen findes anvendt litteratur, noter samt et billede af Simon i sommerhuset på Vestkysten.
Forfatterens refleksioner, fortvivlelse og livnære beretning vil gavne andre læsere af sygehistorier og især pårørende. Forfatteren har et fint litterært greb, og bogen indeholder en del interessante henvisninger af teologisk og psykologisk karakter.
En tilsvarende titel er Alberte rimer på hjerte - og smerte.