På bogen står fra 7-9 år. De 7-8-årige kan kigge billeder. Skal man læse og forstå bogen, skal man være 9-10 år. Under alle omstændigheder vil det være godt med en voksen formidler i nærheden.
Bogen Gudenåen er en ny titel i serien Danmark rundt. Den er bygget op omkring store farvefotos, der dækker et dobbeltopslag, som har hver sin overskrift. I de store billeder er indsat mindre billeder med billedtekster. Brødteksten er sat i en tekstboks i øverste venstre hjørne. Lix 22. Der fortælles om længden af åen, geografisk placering og om hvor Gudenåen udspringer. Der er opslag om de aktiviteter, der foregår ved og på åen i dag og i tidligere tider fx kanoture og vandmøller. Der fortælles om Mossø og Himmelbjerget, dampskibet Hjejlen og om pramdragerstierne, som stadig kan benyttes. Fortællingen slutter i Randers Havn og Randers Fjord. Bogen er paperback.
Der findes ikke i forvejen bøger, som beskriver en dansk å og aktiviteterne omkring åen, for så unge læsere.
Layoutet med de mange store flotte farvefotos og den ens opbygning af alle opslagene er godt og overskueligt. Selve emnet Gudenåen er måske lidt svært i forhold til aldersgruppen. Ord som fx flodhavn, kraftværk, generatorer, munke og fisketrappe er ikke kendte ord for alle, men med en formidler på sidelinjen kan bogen give anledning til mange gode samtaler.