Den spanske forfatter Elia Barceló har tidligere skrevet flere science fiction romaner; men denne lille bog er den første der er oversat til dansk. Det er en sindrig og lidt konstrueret historie om en guldsmed der vender tilbage til sin barndoms lille by. Her oplevede han som nittenårig i 1973 en vild forelskelse i den smukke, mystiske, fyrreårige Celia, en spansk Mrs. Robinson. Hun havde selv som ganske ung forelsket sig i en halvtredsårig fremmed der kom til byen. Han forlod hende lige så brat som han dukkede op, og siden har hun levet i en slags enkestand. Guldsmeden skifter ind og ud af tre tidsplaner: Halvtredserne hvor Celia var ung, halvfjerdserne hvor han selv var ung, og endelig nutiden hvor han er blevet en kendt guldsmed men stadig lever i mindet om Celia. I halvtredserne er han selv den ældre fremmede der kommer til byen og møder den purunge, naive Celia. Så hvem er egentlig hvem, og hvad er drøm og virkelighed? Bogen stiller filosofiske spørgsmål, bl.a. om det i virkeligheden ikke er nemmest at leve i evig længsel efter det tabte, mens man hører en stille Leonard Cohen i baggrunden? En lidt vemodig og overraskende bog for yndere af fx Paulo Coelho.