Gyldendals litteraturleksikon består dels af en ordbog over litteraturens og litteraturforskningens terminologi, dels af en række forfattermonografier samt artikler om de enkelte nationallitteraturer, litterære perioder og skoler. Redaktørerne oplyser i forordet, at »hovedsynspunkterne for udvælgelsen . . . har været i. hovedvægt på vor egen tid, 2. hovedvægt på dansk litteratur og 3. vægt på fremmede litteraturer og enkelt-forfattere dels i kraft af deres egenværdi og dels i kraft af deres betydning for dansk litteratur.« Stikprøver foretaget i Folmer Christensens Litteraturleksikon (1973), Svenskt litteraturlexikon (1964) og Cassel's Encyclopaedia of world litera-ture (1973) tyder på, at Gyldendals lifteraturleksikon ikke har så mange definitioner af terminologi som nogen af de tre nævnte, samt at definitionerne i Cassel er væsentlig mere udtømmende, mens Gyldendals litteraturleksikon ligger på linie med de to andre. Hvad forfattermonografierne angår - det er stort setkunetkort signalement med de vigtigste data og væker - så er Cassell også her overlegen, undtagen når det drejer sig om nordiske forfattere. Sammenfattende kan det siges, at Gyldendals litteraturleksikon ikke yder meget, som den velforsynede referenceafdeling ikke kan klare ved hjælp af andre håndbøger og bibliografier, men fuld retfærdighed kan man dog først yde værket, når det afsluttende register i 4. bind er udkommet. De fleste biblioteker bør - og vil ganske givet også - anskaffe Gyldendals litteraturleksikon til referenceafdelingen. Det er et godt redigeret, nemt og nyttigt hjælpemiddel, men noget tomrum udfylder det ikke på anden måde, end at det er på dansk.
