Bogen er oversat fra engelsk, og kommer langt omkring i emnet. Efter en 6 siders introduktion kommer 50 dobbeltopslag inddelt i mytologier og religioner, naturen, mennesker og i symbolsystemer. Der er en ordforklaring, et fyldigt register og en litteraturliste, der mest henvender sig til voksne. Hvert opslag er layoutet med 12 smalle spalter brudt af farveillustrationer og en eller flere rammer, som behandler hovedafsnit inden for emnet. Satsen er lille, og sproget henvendt til voksne. Nogle emner er behandlet på 2 dobbeltopslag f.eks. fugle, som indeholder et stort hovedafsnit om ørne, 3 mindre om duer, høns og ugler og herudover 35 enkeltafsnit spændende fra dronter til kolibrier. Bogen indeholder mange oplysninger, men bestemt ikke alle, f.eks. er emnet "flag" belyst ud fra 10 forskellige som en underafdeling af emnet "heraldiske symboler". Der er enkelte andre flag rundt om i bogen - nogle med en henvisning, andre uden. Bogen vil kunne bruges af gode læsere til af skaffe sig en første oversigt over et emne eller en kort oplysning, men den forekommer generelt svær at udnytte bredt i folkeskolen.