Sys Fredens udgav i 2003 Strikkeskole, og nærværende lille hæklebog er bygget op efter helt samme princip og i samme meget lille format. Luftmasker, fastmasker og vendemasker forklares kort med tilhørende illustrative tegninger, og så er man klar til første projekt: hue og halstørklæde. Bogen indeholder i alt 10 opskrifter på enkle, hurtigt lavede ting i stigende sværhedsgrad. Fx taske, sjal, bluse og jakke. Alle vist på farvefotos. De første masketyper udvides hen ad vejen med stangmasker, krebsemasker, musetakker og muslingemønster. Knaphul og montering omtales også, så man må sige, at den sparsomme plads udnyttes på bedste måde. Opskrifterne vil tiltale teenagepiger, og projekterne er så veltilrettelagte, at enhver begynder vil finde dem overskuelige. Bogen vil således også være velanbragt i børnebiblioteket.