Den tidligere politimand Ravn holder lav profil på sin husbåd på Christianshavn, men da politiet uformelt beder ham kigge på en detalje, bliver han involveret i et inferno af drab, hævn og vold. For læsere af danske krimier af internationalt tilsnit.
Thomas Ravnsholdts kæreste blev dræbt i deres lejlighed for ti år siden. Gerningsmanden blev aldrig fundet, og Ravn forlod politiet. Siden da har han siddet fast i sit liv og benyttet enhver lejlighed til at opklare sagen, men uden held. Nu lever han for sine få venner, sin hund og sin måske nye kæreste. Da en ung antikvitetshandler bliver dræbt i København, tyder noget på, at det kunne være den samme gerningsmand som dengang. Ravn går solo, og hans uforfærdede jagt på retfærdighed leder ham til Tyskland, Polen og Færøerne, og uanset farerne helmer han ikke. Det er niende og delvist selvstændige del i serien "Ravn".
Plot, kompostion, persontegning og underholdningsværdi er igen i top. At være i selskab med Ravn og hans venner er som altid en udfordring for læserens nattesøvn, og siderne vender nærmest sig selv. En hæsblæsende og voldsom afslutning på den udmærkede krimiserie med Ravn.
Læses på linje med tunge danske forfatternavne som fx Jussi Adler-Olsen, Steffen Jacobsen og Jens Henrik Jensen.