Hajfyldte farvande er en herligt underholdende historie. Den har substans og ideen er gennemført med konsekvens. Netop det meget konsekvente kan resultere i en vel bastant årsag-virkning handling, som nogle af indvendingerne lød mod Af en superhelts bekendelser fra 1994, men indvendingerne blegner, når historien er så godt sammenskruet. Bogen er en kvindelig udviklingshistorie, som åbner med hovedpersonens selvmordsforsøg og efterfølgende indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Sideløbende med dagligdagen på afdelingen følger vi Maggies hidtidige liv. Et liv som de flestes, blot har kæresterne altid forladt hende. Hun indser nu, at hun altid selvdestruktivt har valgt en bestemt type mænd, og historien slutter med en happy end og den rigtige mand. Trivielt og banalt? Jeg synes det ikke. Bogen bobler af overskud og humor. Og forfatterens psykologiske iagttagelser og sprogbehandling er alt andet end banale. Handlingen forgår i øvrigt i London, hvor Maggie er havbiolog med speciale i hajer, hun har jo allerede en vis erfaring i at manøvrere i farligt, mandligt farvand. Hvert af bogens kapitler indledes med et afsnit af det australske strandregulativ vedrørende hajfyldt farvand: "Selvfølgelig kan der ikke udstedes garantier, og ophold i vandet foregår helt på eget ansvar".