René Nielsens beretning om hans liv er en stærk, livsbekræftende og velfortalt historie om en mand, som på trods af meget vanskelige opvækstvilkår og en ulykke, som totalt ændrede hans liv, alligevel har bevaret en positiv indstilling til livet, og som har formået at komme videre og blive ved med at udvikle sig som menneske. Rene Nielsen var en lovende håndboldspiller i starten af 90'erne, der var fuld drøn på med kæresten Helle, som han lige var flyttet sammen med, sporten, kammerater og arbejde. På vej hjem fra en fest bliver han dårlig, og det næste han ved er, at han vågner op på sygehuset. Han er blevet kørt over af et tog og har mistet begge ben. Det bliver selvfølgelig en hård tid, men med en fantastisk opbakning fra bl.a. Helle og hendes familie og en ukuelig viljestyrke træner han sig op. Han kaster sig over handicapidrætten og bliver en af de førende inden for eliten med deltagelse i 2 olympiske lege. I dag underviser han i idræt på et seminarium, han er coach for mange idræts- og erhvervsfolk, og han holder foredrag. Hans næste mål er at gennemføre en ironman i 2008, og slå den bestående verdensrekord på 10 1/2 time. Jeg synes det meget spændende ved bogen, er at det nok er en beretning om ydre og synlige resultater, men i lige så høj grad også en beretning om kampe på det indre plan, så René i dag med Helles ord fremstår mere som et helt menneske.