Den norske forfatter, der på dansk bl.a. er kendt for generationsromanen Beatles fra 1986, høster lige nu anmelderoser og er netop blevet hædret med Nordisk Råds Litteraturpris, ikke mindst for sin nye slægtskrønike og mammutroman Halvbroderen, vægtig af indhold og sider. Det er en medrivende "tour de force", der gennem 4 generationer skildrer en norsk familie, med Barnum som hovedpersonen, om hvem fortællingen flimrer frem og tilbage i tid og sted. Barnum vokser op som søn af en slags klovn og kræmmer, lidt af en drømmer bliver han som voksen, en følsom, noget mislykket kunstner og forfatter af filmmanuskripter, mens halvbroderen og storebroderen Fred, der har en ukendt fire-fingret voldtægtsmand som far, er af den mere kontante natur, bl.a. bokser, og den, der altid er tættest på den barske virkelighed, som han ofte må "vække" Barnum op til. I romanen er en søgen efter helhed, symboliseret i halvbrødrene, hvor der findes en pris for livsløgnene og er brug for såvel drømmeren som realisten for at overkomme livet og verden. Det er fremragende fortællekunst, små livskloge, menneskelige historier og fragmenter af livsforløb spundet sammen til en murstensroman, kvalitetsmæssig på højde med selv den bedste nordiske litteratur.