Handlingen udspilles i løbet af en enkelt dag og foregår blandt en lille flok ganske almindelige 10-11 årige bybørn fra forskellige typiske danske familier. Børnene skildres som de fornuftsvæsener, de er, men også som de ubarmhjertige bæster, de også er. Der er ikke et gran forlorenhed. Forfatteren kender børn og bruger dem i bogens hverdagshandling, så ethvert barn vil finde noget af sig selv i en eller anden af personerne, enten det så er den "flyveørede" lidt indadvendte Morten, den stortalende, forkælede, men i grunden forsømte Erik, eller den snusfornuftige Hanne. - Velskrevet bog for 10-12 års børn.