Spil / computerspil

Handball 17


Beskrivelse


Håndboldspil. Her kan du deltage i håndboldkampe i de danske, tyske, franske og spanske håndbold-ligaer. Der er indhentet licens fra ligaerne, så de rigtige spillernavne er med i spillet, fx Mikkel Hansen fra PSG og Anders Eggert fra Flensburg-Handewitt. Understøtter multiplayer 1 mod 1.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. maj 2017

af

af

Finn Christiansen

d. 3. maj 2017

Sportspil. Håndbold-simulation som fokuserer på den danske, tyske, franske og spanske håndbold-liga. For håndbold-fans fra 13 år.

Her kan du deltage i håndboldkampe i den danske, tyske, franske og spanske håndbold-liga, som regnes for de bedste i verden. Der er indhentet licens fra ligaerne, 82 hold i alt, hvilket betyder at det er de rigtige spillernavne som er med i spillet, inklusive de danske klubber samt danskere som Mikkel Hansen fra PSG og Anders Eggert fra Flensburg-Handewitt. Det er muligt at drible og lave sammenspilskombinationer samt vælge mellem forskellige afslutninger og blokader. Man kan spille solo mod konsollen eller to personer mod hinanden, enten lokalt på samme konsol eller online (via Xbox Live som kræver personligt abonnement). Sprog: menuer på dansk. Kommentator på engelsk, tysk eller fransk.

Barren for sportsimulationer ligger meget højt på grund af de kvalitetsmæssige mastodonter som fx FIFA og PES på fodboldsiden. Nærværende spil er mig bekendt den bedste håndboldsimulation på markedet, men vi er langt under førnævnte fodboldspil i kvalitet. Grafikken er middelmådig, men værre er upræcis styring og en mildest talt upålidelig AI. Alt i alt en noget frustrerende oplevelse. 1 mod 1 kan være ganske sjovt, men mest fordi begge spillere må kæmpe med samme handicap, og det kan der let komme gode utilsigtede grin ud af. Kan magtes fra 13 år. PEGI: 3.

IHF handball challenge 14 (Xbox 360), som ligger på samme kvalitetsmæssige niveau, findes stadig på en del biblioteker.