I 1875 er den tidligere slavepige Hannie, forklædt som dreng, på en farlig rejse gennem det sydlige USA for at lede efter sine søskende og sin mor. I 1987 får Benedetta Silva job på den lokale skole i Augustine, Louisiana, og begynder at kigge nærmere på byens historie. For læsere af historiske romaner.
Hannies mor og søskende blev allesammen taget til fange af en skruppelløs slavehandler 12 år tidligere, og Hannie er den eneste, der kom tilbage til deres oprindelige ejer, William Gossett. Nu er hun afsted med sin tidligere ejers to døtre, forklædt som drenge. På sin færd fra Louisiana til Texas møder hun en masse skæbner. I 1987 får Benedetta job på den lokale skole i Augustine. Sammen med sine elever begynder hun at undersøge byens historie, ikke mindst den magtfulde familie Gossett.
En virkelig fin fortælling om slavetiden i USA, og ikke mindst hvordan den fik indvirkning på lokalsamfund 100 år efter. Man vil som læser bare hele tiden gerne vide om Hannie finder sin familie, og om Benedetta får lov til at afdække Augustines historie.
Colson Whitehead har skrevet Den underjordiske jernbane om slavernes flugt fra syd til nord i en underjordisk jernbane.