Forf. fører os gennem energiens historie, lige fra det første lejrbål og frem til tanker om fremtiden og eventuelle nye kraftkilder. Her er altså lagt stor vægt på den historiske udvikling, og først den sidste tredjedel af bogen beskæftiger sig med dette århundrede. Bogen har en udmærket og overskuelig indholdsfortegnelse samt et stikordsregister. Bogen fremtræder med et nydeligt og enkelt layout, hvor den tydelige trespaltede tekst brydes af mange s/h fotos, tabeller og tegninger samt små factsafsnit, der er sat på grå baggrund. Svære ord er forsynet med delestreger, og teksten er mundret og flydende med korte sætninger og mange underafsnit. Vi har mange bøger om energi, men denne bog er både velskrevet og ajourført samt let tilgængelig, og den er et udmærket valg, hvis børnebiblioteket trænger til ny titler om emnet. En sober og overskuelig bog, der primært er beregnet til brug i folkeskolens undervisning, men som også kan anvendes på egen hånd af skoleelever, der skal lave opgaver o.l. Fra 12 - 13 år.