Svigermoren kan ikke udstå sin svigerdatter og vice versa. Mens de begge venter på Harald, den enes søn og den andens kæreste, i en snelukket lufthavn i det nordlige Sverige, udspiller der sig et sylespidst drama mellem de to kvinder. For læsere af samtidsromaner om svære familierelationer.
Claudia er kærester med Harald. De er omkring de 30, og Claudia er flyttet til Malmø for at bo sammen med ham. Dog trives hun ikke i Malmø; hun er syg, og hendes afhandling driller. Harald er advokat, glad for Malmø og bundet til sin mor, som ved alt om alting og meget gerne kommer på lange besøg. Harald kommer ud i et medicinmisbrug, som tager magten fra ham, og Claudia bedøver sig også med det forhåndenværende. Han bliver indlagt på et behandlingshjem og nu, hvor han er blevet udskrevet, venter Claudia og svigermoderen på ham i timevis. De er jaloux og beskylder passivt aggressivt hinanden for det værste. Svenske Johanna Frid (f. 1988) kendes også for romanen Nora eller Brænd, Oslo, brænd.
Kuldslået og fortættet roman om to rasende og sårbare kvinder, der rivaliserer om den samme mand og retten til sandheden. Stemningen er dårlig og tonen skinger. I begyndelsen rammer tonen rent, men efterhånden taber man sympati for begge kvinder i al deres selvretfærdighed.
Læs mere om svigermødre og svære familierelationer i Moa Herngrens roman Svigermoren (2024) og i romaner af fx Kristina Sandberg og Karin Smirnoff.