Spil / computerspil

Harvest moon DS - grand bazaar


Beskrivelse


Simulationsspil. Kan du opbygge din egen farm og få den til at give overskud? Du skal dyrke dine marker, opdrætte dyr og indsamle ting, så du kan sælge alle dine varer på det ugentlige marked. Indtægterne bruger du på nye dyr, afgrøder, redskaber og andre ting.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. okt. 2011

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 13. okt. 2011

Nintendo DS. Simulationsspil. Harvest moon DS - grand bazaar henvender sig til både piger og drenge fra 6 år. Spillets søde forside appellerer nok mest til yngre piger, men det er lige så meget for drenge, og også voksne vil kunne fængsles af det. Sproget er engelsk, hvilket er en skam i forhold til målgruppen, da man løbende introduceres grundigt til nye faciliteter. Pegi på 3 er i orden.

I spillet ejer man en bondegård, hvor man skal så og høste afgrøder, som sælges på det ugentlige marked. Landsbyen er fordelt på 6 skærmbilleder, hvor man kan gå på opdagelse og indsamle ting, som også kan sælges. Indtægterne bruges til at købe andre ting på markedet, fx nye frø, redskaber, dyr og andre genstande. I starten kan man udføre et begrænset antal opgaver, men senere kan man foretage sig mange forskellige ting, fx malke køer og fiske. Rundt i landsbyen findes forskellige møller, hvor man kan forarbejde flere råvarer samtidig til ét færdigt produkt, som senere kan sælges. Spillets store force er, at det er meget frit - man kan gøre, hvad man har lyst til i sit eget tempo. Grafikken er kulørt og nuttet, med charmerende figurer med store manga-øjne og søde, runde dyr.

Spillet minder en del om det populære "Farmville" på Facebook. Bibliotekerne er tidligere blevet tilbudt et andet NDS-spil i serien: Harvest moon - frantic farming, som foregår i samme univers, men som er mere enkelt og udelukkende handler om at høste modne grøntsager.

Harvest moon DS - grand bazaar er et gennemført spil med talrige muligheder, som man vil kunne bruge mange timer på.



Informationer og udgaver