En billedbog i stort format om pindsvinet, der tager initiativ til oprettelsen af en havekoloni for dyrene. Vi hører nu om, hvordan de hver især dyrker deres have efter deres egen smag, og om hvordan året går for dem. Den ret lange tekst fylder halvdelen af bogen, og selv om typer og linieafstand er rigtige, vil den ikke kunne selvlæses før end i 3. klasse, men som oplæsningsbog vil den være egnet for 5 årige. De meget farverige illustrationer minder meget om billederne i Else Beskows eventyrbilledbøger.