Forfatteren er velkendt af folk, der har mulighed for at se haveprogrammer på BBC. Hans bog er en velillustreret og grundig vejledning i almindeligt havearbejde henvendt til den forudsætningsløse læser. I et veloplagt sprog gives en basisviden om planter, jordbund, pleje og plantning, og der suppleres med praktiske gartnererfaringer om godt haveværktøj, planteformering, jordforbedring, sygdomsbekæmpelse og årets arbejdsopgaver i haven. Forfatteren erklærer sig for 99% økologisk (her ligner han nok de fleste bevidste havefolk) og giver læseren et godt og fornuftigt grundlag for arbejdet i have og drivhus. Referencerammen er tydeligt engelsk, men oversætteren Grethe Bjerregaard har fint tilpasset anvisningerne til danske forhold. I forvejen er bogens emner godt beskrevet i både den almene og specielle havelitteratur. Bogen her udmærker sig imidlertid ved sit gode illustrationsmateriale og en stor mængde oplysninger om praktisk havearbejde og behandling af planter, og dens register og talrige krydshenvisninger gør den til et udmærket opslagsværk. Det er således en fornuftig, detaljeret og afslappet begynderbog for den uerfarne haveejer.