Bøger / faglitteratur til børn

Havet & regnskoven


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. nov. 2011

af

af

Poul Wibbert Esberg

d. 18. nov. 2011

Hvis mange flapper øger indlæring og tilegnelse af stoffet, så er bogen sagen. Små børn på 7-8 kan løfte og trække samt se billeder, men tekst og indhold er for større børn på 12-13 år og ældre. Der er mest tale om en bog til pluklæsning, men den kan også anvendes til mindre emneopgaver.

Der er tale om to bøger i én, men på det begrænsede antal sider lykkes det at give et signalement af havet, fra fortidshavets opståen til de forskellige zoner - fra land til dybhav - samt lidt om menneskets påvirkning. På samme vis er der en struktureret gennemgang af regnskovens forskellige - og skrøbelige - økosystemer. Det fungerer fint, at alle de supplerende oplysninger gemmer sig bag en eller anden flap. Teksten knytter sig i høj grad til de mange illustrationer, som fortrinsvis er farvelagte tegninger, men der er også mange, temmelig små fotos. Typografien veksler fra meget små typer til normalstørrelse. Der er en fin ordforklaring samt stikordsregister.

Der findes mange titler om havet og regnskoven for målgruppen, men ingen, som i den grad er fyldt med flapper, der kan vippes og trækkes, foldes ud, er pålimede eller påsyede, og som også indeholder plasttransparenter. Nogle få virker lige vel smarte, men de fleste virker efter hensigten.

Der er først og fremmest tale om en interaktiv oplevelsesbog, som formidler sit indhold på en anderledes måde. Uden at tilføje egentligt nyt, supplerer den fint andre bøger om emnet.