En oplagt krimi for de læsere, der er interesseret i at udforske anderledes krimier med nye typer plot og fra andre lande end de sædvanlige krimileverandørnationer. Skal nok læses og formidles, da dens bagsidetekst ikke beskriver bogen optimalt.
Det er den finske forfatters tredje krimiroman, men den første, der er oversat til dansk - nok fordi bogen vandt prisen som bedste finske krimi i 2011. Det er en hårdkogt historie, der foregår i et fremtidens næsten apokalyptiske Helsingfors, hvor klimaforandringerne som i hele verden har ændret livsbetingelserne og skabt et univers præget af vold, kriminalitet og social uro. Her forsvinder journalisten Johanna, mens hun er på sporet af Healeren, der har myrdet en række fremtrædende folk for at hævne, at de har ladet klimakatastroferne udvikle sig. Bogen følger hendes ret forelskede mand, Tapani, i hans leden efter hende og sandheden om Healeren. Det bliver en voldsom og kaotisk rejse gennem et samfund i opløsning, og undervejs i den barske historie oprulles den overraskende baggrund for hele historien. Veldrejet og overraskende læsning.
Jeg erindrer ikke andre i genren fremtidskrimier, men finder bogens tone lige så unik som den også finske krimi Den gule enke, der ikke ligner på anden vis. Tapani hjælpes af en mystisk taxichauffør, der minder mig om Carl Mørcks hjælper Assad. Grundlæggende er bogen dog helt sin egen.
Hårdkogt og veldrejet krimi fra et fremtidens Finland hårdt ramt af vold og social uro efter omfattende klimaændringer. Interessant fornyelse af de nordiske krimier.