Grindsted voksede fra 1914 fra lilleby til at blive et af landets største jernbaneknudepunkter. Denne antologi med to forfattere fortæller historien fra starten til det sidste tog i 2012. For jernbaneentusiaster og lokalområderne.
Den 2. maj 1914 åbnede den første offentlige jernbane til Grindsted. I løbet af bare fem år udviklede byen på heden sig til at være et af Danmarks største jernbaneknudepunkter med hele seks udgående linjer af stats- og privatbaner. Men allerede i 1957 lukkede den første bane, den næste fulgte i 1968, og 1972 kørte det sidste persontog fra Grindsted. Tilbage var godsbanen til Bramming, hvor sidste tog fløjtede afgang i 2012. Bogen er illustreret med fotos fra perioden og belyser i sine artikler banernes historie i stort og småt i sammenhæng med byen og dens store station. Hertil kommer banernes materiel, bygninger og trafikken på alle de jernbanelinjer, der forbandt Grindsted med Kolding, Esbjerg, Varde, Troldhede, Brande og Vejle.
Et kvalificeret, detaljeret fortalt og fint illustreret jernbanehistorisk værk, som vil tilfredsstille målgruppen. Opbygningen som en antologi af selvstændige artikler uden indledende oversigtsartikel giver dog en lidt ujævn fremstilling, hvor en læser uden fasttømret forhåndsviden kan have svært ved at holde overblikket i de forskellige jernbanelinjer og de mange forkortelser.
Intet ajourført og tilsvarende samlet dækkende værk om emnet.