En grillbog til alle os, der ikke gider spise grillet gris hver dag hele sommeren. Opskrifterne er ikke for absolut nybegyndere, men vil kunne bruges af langt de fleste.
Morten Heiberg behøver næppe den store præsentation. Han har markeret sig i den store kulinariske verden gennem snart mange år, men er nok mest kendt for sit dessert-cirkus. Han har dog også skrevet kogebøger om andet end sødt, og denne falder smukt ind i rækken. Han indleder med et afsnit om det at bruge en grill, og dernæst kommer retterne i en lidt utraditionel rækkefølge - og det er vældig passende, for hans grillmad er ikke ikke særlig traditionel, men befriende anderledes. Dejlige madbilleder og indbydende layout. Register på retternes navne bagerst - jeg kunne godt have brugt et på hovedingredienser også.
Der er kommet mange grillbøger de senere år. Denne har, som altid når det er Heiberg, fokus på smagen. Her er ikke "fedtspillet" med hverken tykkelsen på bøfferne eller isen til desserten.
En dejlig kogebog med rigtig mange nye idéer og et nydeligt layout. Velegnet til både sofabord og havestol.