Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Heksedrikken


Beskrivelse


I året 1701 drager Ulv Bentsson til Uppsala for at læse medicin. Men også i universitetsmiljøet trives overtroen, så kun med nød og næppe undgår Ulv en hekseproces.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. feb. 1996

af

af

Erik Boas Pedersen (skole)

d. 14. feb. 1996

I 6. bind om "heksens" søn, studerer Ulv til læge i Uppsala. Selv om midlerne er små og økonomien noget anstrengt klarer han sig igennem ved flid, gode venners hjælp og som den underlige professor Brobergs assistent og protegé. Som i de øvrige bøger er det integrerede tidsbillede en af de væsentlige kvaliteter ved serien. Et tidsbillede af Sverige, nu anno 1702, der inddrager og uddyber facetter og modsætninger i samfundet, her rigdom og fattigdom, tro og overtro, kærlighed og had, lykke og ulykke - og ikke undlader at drage paralleller til idag. Handlingen skridet rask frem i mange, korte kapitler. Det dynamiske aspekt understreges af, at historien fortælles i nutid. Forfatteren har dog et problem med, indimellem, at måtte stoppe op og referere handlingen fra de tidligere bøger. Det bryder rytmen og er egentlig ikke fyldestgørende. Det er bøger, der bør læses i sammenhængende rækkefølge, og kan bære det. De er spændende, dramatiske, rørende og vedkommende, velkomponerede og underholdende. Kvalitetslitteratur til historie- og danskundervisningen, til alm. hjemlån og oplæsning fra ca. 6. kl. Som sædvanligt med et smukt og appellerende blikfang på bogens forside af Jon Ranheimsæter.


Bibliotekernes vurdering

d. 14. feb. 1996

af

af

Ulla Møller

d. 14. feb. 1996

I året 1701 drager Ulv Bentsson med økonomisk hjælp fra borgerne i Karlstad til Uppsala. Her skal han, "Heksedrengen", søn af heksens datter Anneli, udannes til læge. Det vil give ham mulighed for legalt at bruge sin nedarvede viden om folkelig lægekunst. I byen suger den unge bondestudent lærdom til sig. Ikke mindst får forelæsningerne hos den moderne indstillede professor Broberg afgørende betydning. Ulv bliver hans assistent - og hans stalddreng, til gengæld får han lov at følge Brobergs private manuduktioner, og han præsenteres for en af tidens ypperste videnskabsmænd. Men også i byen og i universitetsmiljøet hersker overtro og djævletro, religionen hersker over de empiriske videnskaber, og visse bøger er forbudte. Da Ulv beskyldes for at have forskrevet sig til djævelen, er det kun Brobergs intelligente forsvar, der redder ham fra en hekseproces, ligesom det bliver professorens anbefaling, der skaffer ham arbejde som læge i Karlstad. En spændende skildring af miljøet og menneskene omkring datidens universiteter. Bogen er 6.del af Hekseprøven . En serie, der har udviklet sig til et stort og velfortalt epos om mennesker i en tid, præget af store omvæltninger og nye tanker. Den henvender sig til læsere fra 12 år, og jeg tror, vi kan se frem til endnu et par titler, før Ulv når sine mål.