Bøger / skønlitteratur til børn / romaner

Heksen Angina


Beskrivelse


Den lille heks Angina får ved et uheld lokket Thomas og Klara fra Skovby gennem tunnelen til den indre skov. Hemmeligt kommer Angina til ballettime med Klara og børnene til overdådig fødselsdag hos hende.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. sep. 2002

af

af

Kirsten Thorning Thagaard (skole)

d. 5. sep. 2002

De to børn Thomas og Klara kommer ved et tilfælde igennem et hemmeligt hul ind til Den Inderste Skov, hvor de møder heksen Angina. Her møder de forskellige vilde og farlige dyr, og heksen kommer på besøg på børnenes balletskole. Der er stor kontrast mellem de meget pæne børn og den fandenivoldske heks og hendes univers. Historien bærer præg af oprindeligt at have været en mundtlig fortælling, hvor den med tilhørere på tæt hold kunne få tilført mere spænding. Bogen har mange replikker og lydord og kræver en indlevende oplæsning. Der er mange sjove påfund og ordvalg, men visse steder kan det synes grænsende til det overspændte. De let karikerede sort/hvide stregtegninger angiver fint bogens stemning og vil tiltale målgruppen. På forsiden ses heksen Angina med sit kosteskaft som ransel. Oplæsning fra 1.-3. klasse og selvstændig læsning i 4.-5. klasse. Bogen, som er forfatterens første børnebog, kunne lægge op til en fortsættelse.


Bibliotekernes vurdering

d. 5. sep. 2002

af

af

Elin Søborg

d. 5. sep. 2002

Dette er forfatterens børnebogsdebut, og til den har hun valgt at kombinere virkelighed og fantasi på en meget klassisk måde ved at lade en heks fra "den indre skov" forvilde sig ud i "den ydre skov" , hvor hun møder de to venner Thomas og Klara. De tager så på eventyr i heksens skov med alle de vilde dyr, man kan tænke sig, men hvor kød-spisning er forbudt en dag om ugen, og heksen sniger sig med katastrofalt resultat til at deltage i en ballettime i børnenes by, Skovby. Til sidst deltager de i en overdådig fødseldagsfest hos Angina og vinder præmien i gemmeleg, der lægger op til en fortsættelse af eventyrene i nye bind. Bogen er gennemillustreret med levende, noget sødladne og stærkt karikerede tegninger, der viser både dyr, heks og børn med meget store hoveder og lidt fjogede ansigtsudtryk helt i tråd med tekstens humoristiske linie. Persontegningen er overfladisk og karikeret, handlingen er forudsigelig og uden de store spændingsmomenter, men børn med smag for Troldepus og Prop og Berta vil helt sikkert more sig over bogen. En ikke ganske vellykket debut til oplæsning for børn fra ca. 5 år og i et omslag, der med sin søde heks i det grønne gør den til en sikker "sællert".