Let læst bog i fagserien, der henvender sig til overgangslæserne, som gerne vil gå i gang med at læse den egentlige faglitteratur. I korte kapitler på hver én til to sider beskrives her, hvordan hekseforfølgelserne fandt sted i Europa og især i Danmark, og vi hører om kendte eksempler på, hvordan en såkaldt klog kvinde kunne blive anklaget for at være heks. Udviklingen går helt op til vore dages afbrænding af hekse Sankt Hans Aften. Hvert kapitel er ledsaget af tegninger, fotos og gamle stik, og teksten er sat åbent op i små afsnit. Der afsluttes med stikordfortegnelse, litteraturliste, som især for skønlitteraturens vedkommende er meget kortfattet, og en opfordring til at prøve sine evner af på internettet. Indenfor sin begrænsede plads giver bogen et udmærket, enkelt og kortfattet overblik. Bogen kan læses fra ca. 9-10 år, men vil også kunne interessere større børn med læseproblemer.