De to første bind af 6, jævnfør bagsideteksten, i en humoristisk gyserserie for børn fra 11 år. Bøgerne egner sig til fritids- og frilæsning.
Vampyrer, varulve, monstre, hekse og mumier m.m. tages under kærlig behandling her, alle klicheerne står i kø. Det er ikke vanvittigt originalt, men det er ret morsomt og det fungerer. Spændingen bæres igennem af jagten på magiske genstande, 6 relikvier skal findes. De mange illustrationer er sort/hvide, ofte gråtonede med en dyster stemning. De virker stilmæssigt ikke homogene, men de fungerer rimeligt. Nogle illustrationer er humoristiske, andre gysende og en del er vignetter. Billedstørrelserne er meget afvekslende, fra små vignetter til helsides. Sproget bæres igennem af megen dialog, beskrivelser af handlinger og meget lidt personkarakteristik. Der er indsat samlekort i bøgerne med personerne, og deres tal, som var de magic cards eller lignende. Flotte manga inspirerede forsider dækker både det humoristiske og det gysende i bøgerne.
Stemningen, humoren og gyset i bøgerne minder lidt om serierne Én ulykke kommer sjældent alene og Skrækkelig skummelt, og kvalitetsmæssigt lægger de sig pænt midt i mellem de to nævnte serietitler.
To underholdende parodier på gysere, som er sjove og fungerer til fri- og fritidslæsning. Bøgerne er triviagtige, men i den bedre ende. De vil tiltale mange læsere i målgruppen.