Spil / computerspil

Hello neighbor


Beskrivelse


Hovedbrudsspil. Snig dig ind i naboen Hr Petersons hus og find ud af hvad han gemmer på af skrækkelige hemmeligheder. Bevæg dig rundt uden at blive set eller hørt medens du samler spor, for ellers bliver du jagtet af ham.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. dec. 2017

af

af

Thomas W Jensen

d. 7. dec. 2017

Survival-horror-stealthspil, hvor man skal undersøge sin mystiske nabos hus. Målgruppe fra 14 år.

Noget fordækt - og måske forbryderisk - foregår i naboens hus. Derfor er det ens opgave at finde ud af hvad det er der foregår, uden at det bliver opdaget af naboen. Der skal indsamles items, som fx nøgler der kan åbne for døre til nye rum. Hvis man fanges af naboen bliver man smidt ud af hans matrikel, men det resulterer også i, at han bliver mere opmærksom, hvilket gør det sværere at komme videre i spillet. Spillet er delt op i tre "acts" og udelukkende singleplayer. Synsvinklen er fra et 1. persons perspektiv. Sprog er engelsk i menuerne, mens der tales et uforståeligt mumlen i cutscenes m.m. PEGI er 7, med ikoner for "skræmmende" og "voldelige episoder".

Hello Neighbor har en velgennemtænkt handling, god grafik og stemningsfuld lyd. Samtidig er blandingen mellem stealthdelen, horror og den humoristiske undertone ret underholdende. Desværre er det - på anmeldelsestidspunktet - inficeret med så mange frustrerende bugs og glitches, at underholdningsværdien falder drastisk. Sværhedsgraden er høj, og man overser ofte vigtige ting, der betyder man må spille samme sekvenser flere gange. Spillets målgruppe er fra ca. 14 år.

Her er tale om et ret unikt spil, som er svært at sammenligne med andre. Blandingen af horror, stealth og humor kan også findes i Little nightmares (Xbox One), som dog er et platformspil.


Bibliotekernes vurdering

d. 1. apr. 2019

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 1. apr. 2019

Snig dig ind i naboen Hr. Petersons hus og find ud af hvad han gemmer på af skrækkelige hemmeligheder. Bevæg dig rundt uden at blive set eller hørt, for ellers bliver du jagtet af ham. Fra 7 år.

I Hello neigbor flytter man ind i et nyt hus, hvor naboen på den anden side opfører sig meget mistænkeligt og måske gemmer på en hemmelighed i sin kælder. Spillet er et survival stealth horror-inspireret spil med stærk inspiration fra puzzle-spil og peg & klik adventure. Man skal snige sig uset ind i naboen hus og finde nøgler og andre ting som kan hjælpe med at opklare hvad naboen, Mr. Peterson har gang i. Spillet har en AI som tilretter sig efter spillerens adfærd og som gør at Peterson hurtigt får færten af dig og jagter dig gennem huset og smider dig udenfor igen. Man kan undslippe ved at kaste ting efter Peterson, men spillet lærer af dine tricks og det bliver derfor gradvist sværere at komme uset rundt i huset. Sprog: engelsk.

Der er momenter af skræk i spillet, men for det meste er det blot et regulært puzzle-spil, som lider lidt under at der ingen konsekvenser er ved at blive fanget af skurken. Efter min vurdering et spil man godt kan slippe de 7-årige løs med. Pegi: 7 og ikoner for gys og vold.

Af andre horror-spil til konsollen kan nævnes Detention samt Layers of fear - legacy, hvor man udforsker en død malers hus. Begge er mere ægte horror, men også med en ældre målgruppe end nærværende spil.